Falafler kan vel bedst betegnes som en slags vegetarisk frikadelle. Jeg er ret vild med de små kikærtekugler, men laver det faktisk ret sjældent. Da Maria fra vanloseblues.blogspot.com fornyligt postede et billede på instagram af nogle lækre falafler, besluttede jeg mig for at det snart måtte være falafeltid igen.
Det er slet ikke svært at lave falafler, da det er stortset som at lave frikadeller – eneste forskel er at kikærterne skal udblødes i vand i 10-12 timer først. Men det tager vel max 1 minut at komme kikærter i en skål, dække med vand og så lade dem stå på køkkenbordet til de skal bruges.
Jeg tog udgangspunkt i Marias opskrift på falafler, men jeg fik lyst til at prøve at lave en (endnu) grønnere version af falaflerne og derfor røg der også en god håndfuld grønne ærter i “farsen”. Resultatet blev virkelig godt – og så giver det en smuk grøn farve til falaflerne.
Sammen med falaflerne serverede jeg en spinatsalat med jordbær og feta og gulerodspesto og persillepesto til at dyppe falaflerne i.
Grønne falafler med ærter og persille
Du skal bruge (til ca. 16 falafler*)
200g kikærter (tørret vægt)
100g frosne ærter (optøet)
en håndfuld frisk persille
1 lille løg
2 fed hvidløg
1/2 tsk stødt chili
2 tsk spidskommen
1/2 tsk cayennepeber
1-2 tsk tahin (kan udelades)
3 tsk salt
skal og saft af 1 øko citron
2 æg
Sådan gør du:
Om morgenen (eller aftenen før) lægges de tørrede kikærterne i blød i vand. De skal ligge der minimum 10-12 timer, men de kan sagtens ligge et døgns tid.
Når kikærterne er udblødt: Vandet sies fra kikærterne og de skylles og afdryppes.
Bemærk at kikærterne ikke skal koges (som de skal hvis du ville lave hummus).
De frosne ærter optøes (jeg zappede dem lige kort i mikroovnen).
Alle ingredienser blendes til en finkornet masse.
Varm et tykt lag olie op i en pande. Form farsen til kugler (ligesom når du laver frikadeller) og kom dem over på panden – forsigtigt så det ikke sprøjter med olie (olien er varm og det gør ondt med ondt på at få det på huden!). Vend falaflerne undervejs og steg dem til de er gyldne.
Note: kikærter er ikke low-carb (men dog lowere-carb en ris og pasta), tilgengæld er kikærter fyldt med protein og indeholder en masse vigtige vitaminer og mineraler.
Jeg har faktisk netop købt kikærter, fordi jeg ville lave falafler. Jeg skal da uden tvivl have afprøvet din version. De ser super lækre ud!
Falafler – verdensbedste vegarfrikadelle! jeg elsker falafler!
Jeg har faktisk haft stor succes med at komme både spinat og broccoli i
Jeg synes den salat ser meget indbydende ud. Har du lagt opskriften op et sted? Tak for inspiration.
Opskriften er her: http://smagpaamaden.dk/gron-salat-med-jordbaer-og-feta/
Man kan blande alle grove ikke for vandholdige grøntsager i falafel, hvis man vil eksperimentere. Jeg har fx lavet dem med ca. samme mængde rå selleri som kikærter, hakket på samme måde som ærterne.