“Jeg kan altså ikke smage forskel på økologisk og ikke-økologisk – så det gider jeg ikke betale ekstra for”. Det udsagn har de fleste vel hørt før og især hvis man går op i mad, sundhed og økologi generelt. Men selvom der altså er en smagsforskel, så handler økologi om meget mere end bare smag. Det handler om at tage hensyn – hensyn til miljøet og dyrevelfærden hele vejen fra jord til bord. Det betyder i praksis, at der blandt andet ikke må bruges sprøjtegødning på økologiske marker, samt at dyr på økologiske landbrug har forhold, der imødekommer deres naturlige adfærd og behov. Dyrerne har god plads at bevæge sig på, og kan komme ud under åben himmel, når årstiden tillader det.
Så for at vende tilbage til det med smag, så tror jeg altså på, at jo bedre et liv dyrene har haft, desto større er oplevelsen. At spise et stykke kød, velvidende at dyret har haft et godt og naturligt liv, giver nu altså smagen en ekstra dimension.
Jeg har før skrevet lidt om mine tanke i forhold til økologi, og selvom studier konkluderer lidt i øst og vest om hvorvidt økologi automatisk giver sundere fødevarer, så ændrer det nu ikke min tro på at økologi er det bedre valg – ikke mindst i forhold til smagsoplevelsen.
Jeg har været vild med friske forårsruller, siden jeg smagte dem første gang da jeg for et par år siden rejste i Vietnam, så da nemlig.com spurgte mig for nyligt om jeg ville teste deres økologiske kød fra Mineslund, der er et økologisk landbrug nær Kalundborg, faldt menuvalget hurtigt på en omgang friske forårsruller.
Min udgave her af de skønne ruller har dog ikke meget andet end rispapiret tilfælles med dem jeg fik i Vietnam, men lidt nytænkning skader som bekendt ikke.
I bund og grund kan man jo putte hvad man vil ind i sådan et par ruller, men kombinationen af velsmagende mørt oksekød, knasende salat og agurk, mango og krydderurter er altså særdeles godt. Server gerne rullerne med hjemmelavet sød chilidip eller sojasauce.
Friske forårsruller med oksekød, mango & knasende grønt
Du skal bruge (til 4 personer):
Forårsruller
12 stykker rispapir
200g bøf af tyksteg (alternativt kan bruges oksekød i strimler
et nip krydderpeber
1 iceberg
100g babyleaves
1/2 agurk
1/2 mango
1 dl bønnespirer
1 håndfuld frisk koriander
1 håndfuld frisk mynte
Sød chilidip
2 røde chilier (vælg dem du bedst kan lide)
1 fed hvidløg
2 dl kokossukker
1 dl risvineddike
1 dl hvidvinseddike
3 dl vand
½ dl fish sauce
1 tsk salt
Sådan:
Forårsruller: Varm en grillpande godt op og steg bøffen ca. 2 minutter på hver side. Drys med krydderpeber. Lad bøffen køle lidt af inden den skæres i strimler.
Skær mangokødet fri af stenen og skær det i strimler. Halver agurken, skrab kernerne ud og skær agurken i tynde stave. Pluk icebergsalaten i mindre blade. Skyl og slyng babyleaves.
Kom koldt vand på en flad tallerken og læg et stykke rispapir ad gangen ned i vandet. Når rispapiret er blevet blødt, efter ca. 1 minut, tages det op og lægges på et rent skærebræt. Fordel salat, oksekød, agurk, mango, bønnespirer og krydderurter på midten af papiret og rul dem stramt sammen. Gentag med resten af rispapirstykkerne.
Skær hver rispapirrulle over på midten inden servering (det er lettest at skære dem over, hvis de lige får lov at hvile lidt efter de er blevet rullet).
Sød chilidip: Hæld risvineddike, hvidvineddike, vand og fish sauce i en gryde sammen med kokossukkeret og bring det langsomt i kog. Hak hvidløg og chilierne helt fint og kom dem i gryden. Lad det simre 5 – 10 minutter og smag til med salt – og evt. mere chili, eddike eller sukker.
Lad det simre ved svag varme i ca. 30 min, til det tykner let. Rør ofte i saucen, så den ikke brænder fast i gryden. Saucen er ved at være færdig når boblerne bliver små og vedvarende som skum. Chilisaucen tykner yderligere ved afkøling, så den behøver ikke være alt for sirupsagtig når du tager den af varmen. Kom saucen på et skoldet glas.
Velbekomme!
Indlægget er sponsoreret!
Skriv et svar